Tag Archives: Søvn

Sådan får du en god nattesøvn

 

Søvn er essentielt for et langt og sundt liv. Og skal vi tro på eksperterne, er søvn faktisk afgørende for, hvor mange år vi får her på jorden. Mange af os sover ikke nok, for der er masser af andre ting at bruge døgnets 24 timer på.

Får du ikke altid den søvn, som du behøver? Så læs med her og få vores tips til, hvad du kan gøre for at få en bedre og længere nattesøvn.

Hav udstyret i orden

Der er ikke noget, der kan forstyrre din nattesøvn, som en for varm eller en for kold dyne. Og på samme vis er det afgørende, at du går ud og køber dig en lækker hovedpude, der har præcis den blødhed og den størrelse, som du befinder dig bedst med. Skal du ud at rejse, så tag gerne din hovedpude med i kufferten. På den måde får du ikke ødelagt din nattesøvn på ferien.

Sov i mørke

Alle undersøgelser peger på, at vi sover bedst, når det er helt mørkt. Invester i et par gode mørklægningsgardiner og lad være at have en natlampe til at brænde natten lang. Har du en computer eller et fjernsyn i soveværelset, så sluk det på kontakten, så der ikke er forskellige kulørte lamper, som lyser natten lang. Det er ikke bare godt for din elregning – men også for din nattesøvn.

Drop det elektroniske udstyr inden sengetid

Vil du gerne koble af sidst på dagen og sidde og slappe af i sofaen, inden du kravler under dynen? Så lad være at bruge den sidste halve time, inden du går i seng, på at sidde med mobilen i hænderne eller at se fjernsyn. Læs hellere et kapitel i en bog, læg vasketøj sammen eller gør noget andet, som ikke sender din hjerne på overarbejde.

Pas dine sengetider

Er du slem til at gå sent i seng? Også selvom du skal tidligt op dagen efter? Hjælp dig selv med at komme tidligere i seng ved at sætte et ur, når du skal til at gøre dig klar til sengetid. Er dit mål at komme i seng kl. 22 på hverdagsaftener, så sæt dit ur til kl. 21.30. Så bliver du mindet om, at det nu er tid til at slukke for fjernsynet, lukke ned i huset og børste tænder. Og så er det i seng. Det giver dig de bedste betingelser for at få den søvn, som du behøver. Godnat og sov godt.

Søvnløs i Sengeløse

Breakfast served in bed on wooden tray with coffee and croissants

Hvornår i historien mennesket gik fra at sove på lejer af f.eks. halm på gulvet til at bruge egentlige senge, er vist en smule uklart. Der er sikkert også store regionale og sociale udsving. En gammel tommelfingerregel lyder: Otte timers arbejde, otte timers hvile, otte timers søvn. Selv om balancen mellem arbejde og fritid har rokket sig hen over de seneste generationer, gælder det stadig at gennemsnitsmennesket tilbringer i runde tal 30% af sin levetid i bevidstløs tilstand og – almindeligvis – vandret position.

Alene af den grund kan det ikke være ligegyldigt, hvilke senge vi sover i. Det er vel i øvrigt ganske normalt at bruge endnu længere tid i sengen. Mange ynder at krybe i seng tidligt og se en god film. Og morgenmad på sengen efterfulgt af en lørdag formiddag i selskab med f.eks. Facebook på tablet eller smartphone siger vel de færreste øv til.

Der findes en række højt profilerede mærkevarer inden for senge og tilhørende udstyr. Der er utvivlsomt tale om senge af høj kvalitet, men et tilsvarende højt prisniveau gør dem uaktuelle for de fleste. Mindre kan dog heldigvis gøre det. Man kan sagtens shoppe senge på nettet. Før man bestemmer sig for at investere et – ofte ikke ubetydeligt – beløb i noget så vigtigt som det møbel man fremover skal bruge omtrent 1/3 af livet i, er det nok en god ide at “prøveligge” de senge, man kunne tænke sig. Dette kan heldigvis lade sig gøre i langt de fleste fysiske butikker.

Hvis man ikke kan komme til at prøve netop den/de senge man har i kikkerten, må man i gang med at sammenligne sengedata og priser på nettet. Der er heldigvis mere eller mindre enighed blandt producenterne om en række standardspecifikationer (det vil dog føre for vidt at komme ind på detaljerne her), og man bør gøre sit hjemmearbejde for at vide, hvad man køber. Det kan godt kræve lidt benarbejde, men som antydet ovenfor handler det jo også om det møbel man bruger allermest.

Og så er der vel kun tilbage at ønske: Sov godt!